Dankortforbruget steg i marts
Forbruget på Dankort i marts måned 2014 var DKK 27,4 milliarder. Det er en stigning på 3,8 % i forhold til marts 2013.
- Gennemsnitsbetalingen i perioden var på DKK 301, hvilket er DKK 13 lavere end i samme periode sidste år. Det kan skyldes, at danskerne i stigende grad bruger Dankortet til forskellige typer køb, herunder også småvarekøb og pengeoverførsler fra person til person via mobile betalingsløsninger, skriver Nets.
Internationale kort vinder frem
Danskernes brug af Dankort udgør langt hovedparten af det samlede forbrug med betalingskort i Danmark. Det er dog ikke det fulde billede, da brug af internationale betalingskort står for en stadig større andel af det samlede forbrug på betalingskort. Danmarks Nationalbank publicerer hvert halvår ’Statistik for betalinger i Danmark’ over det samlede kortforbrug med betalingskort i Danmark.